Fredag 19 januar
Tilbage i studiet, frygtelige tømmermænd. Jan Poulsen dukker op, Scott McCaughey kommer. Scott spiller orgel på Something Good, først lyder det meget besynderligt. Jonathan siger "I don't think Scott likes the key of B". Pludselig er det skide godt, og Scott går videre til at spille klaver på Ocean of Despair, meget stemningsfuldt. Vi kører videre derudaf og skal afslutte de sidste indspilninger.
Kurt's gamle kæreste og nu gode veninde Mary Ellen tropper op med en plante i hånden. (de har tidligere boet hos Johnny i Kbh. sammen). Vi tager ud at spise mexicansk og hun tager med. Hun fortæller om Seattle scenen. Først var det enormt spændene, pludselig kunne man se sine venner i Rolling Stone, senere blev det normalt at ens venner var på forsiden af Rolling Stone. Medaljens bagside var at en masse forhold blev ødelagt, flere folk døde og endnu flere blev junkier på grund af det enormt store pres, og den oprindelige ting forsvandt.
Jakob og mig tager senere med hende ind til byen for at se Ken Stringfellow's solo-optræden. Hun spørger om Kurt fortæller os nogle gode historier, svarer selv på sit eget spørgsmål og siger "Kurt is terrible at telling gossip, he's always so loyal to everyone". Mary Ellen fyrer til gengæld gerne løs.
Hun arbejder på en AIDS klinikken og tidligere på dagen var det troppet en mand op med pistol. Hun snakker om at der i Seattle er tre ting man skal mestre. Det ene er at være en ordentligt kaffedrikker, det andet at man skal have prøvet heroin og det tredje har jeg glemt. Hun siger at hun dog ikke opfylder kravene selv da hun aldrig har været på heroin. Efter nøje overvejelse beslutter Jakob og mig at det kan vi da det egentlig godt acceptere.
Hun snakker om at Seattle var delt op, enten var man til Nirvana eller også var man til Pearl Jam, ikke begge dele. Hun var på Nirvana. Fastbacks har nyligt spillet en del koncerter med Pearl Jam, og der har Mary-Ellen naturligvis været med .(Fastbacks er eftersigende Eddie Vedder's ynglingsband). Nu havde hun imidlertid fundet ud af at Pearl Jam drengene er nogle virkelig flinke fyre efter at de havde røget en masse "weed" sammen på turnéen.
Vi ankommer til klubben og Kim fra Fastbacks der er gift med Ken Stringfellow (og i øvrigt 10 år ældre end ham) skaffer os gratis ind. Vi møder straks Scott McCaughey og Jan Poulsen. Ken spiller en lettere ubeskrivelig en-mands koncert. Det er en blanding af de mest besynderlige men skarpt velformulerede monologer med tonsvis af sidespor, der lige skal forklares. Det eneste faste holdepunkt er at mindst en bemærkning i relation til The Beach Boys indflettes i samtlige sætninger. Det udvikler sig gradvis til en dialog mellem ham på scenen og Kim blandt publikum. Det musikalske indhold er upåklageligt, Ken's talent som sanger, guitarist og sangskriver er indiskutabelt.
Kim fortæller mig at hun altid har været vild med Sharing Patrol, at hun hørte den første plade vi lavede hele tiden, at Kurt elsker at arbejde med os, og at han i øvrigt er verdens dejligste mand (ikke i form af forelskelse, men blot en udtryk for den enorme respekt og kærlighed folk i almindelighed nærer til Kurt Bloch. Jim Sangster udtrykker det på følgende måde "Kurt is not like other people".) Mary Ellen forsvinder med Kim ind på pige toilettet i over en halv time, hvor de i flg. hende havde en 'heart-to-heart'. (Det skal her bemærkes at jeg tror at Mary Ellen er i starten af 30'erne og at Kim er ca. 36-37. Ken siger at de garanteret er gået over for at hænge ud med Soundgarden som er i gang med at mixe deres nye plade på den anden side af gaden, i Bad Animal Studios "You know how Kim is with Rock'n roll stars".
Mary Ellen kører os alle hjem også Jan Poulsen. Jan er helt overbevist om at hans hotel ligger på vejen til Ballard hvor vi skal hen, men da hun efter noget tids kørsel spørger om adressen er det naturligvis i den diametralt modsatte retning. Jan har overset den omstændighed at der er mere end en bro i Seattle. Hun tager det med strålende humør, også senere da Jakob ikke kan finde det hus han bor i.
Hun siger om koncerten at de var spækket med interne ting, at Kim og Ken altid kører på hinanden på en meget speciel måde (eks. når Kim kører bilen efter et show og lader som om hun er mere fuld end hun er, og Ken stiv af skræk lader som om han er fuldstændig upåvirket af situationen), at hun tror at han er ved at blive skør og at han synger som en engel.
Lørdag 20 januar
Hammi, vores fotograf, har været forbi og skudt nogle s/h-studiefotos.
Første mix-dag. Teknikker Pete Gerrald hjælper til. Jan og Jakob køber plader. Jan når i alt op på at købe ca. 200 plader inden han vender hjem. Hammi tager billeder af os i studiet, Jonathan er ved at blive syg, og tager tidligt hjem. Vi færdiggøre The Wrong Man inden vi vender snuden hjem.
Søndag 21 Januar
Vi har en masse videoer vi gerne vil se. Da vi ikke skal indspille mere, indretter vi optagelsesrummet som en dagligstue og henter et video/fjernsyn hos Johnnys mormor. Der er i Broadmoore, en velhavende del af byen ved Lake Washington. Vi kører lidt rundt og Johnny viser mig bl.a. sin gamle skole. Broadmoore er simpelthen fysisk afspæret med skiltevagt og bum. Her ligger en række kæmpe villaer og en golfbane. Johnny nikker til skilvagten Charles og vi kører ind. Johnny's mormor er en hyggelig meget meget lille dame, med en sindssyg hund.
Om aftenen holder vi en lille pause fra indspilningerne og er til et forrygende Record Release Party på The Crocodile Café.
Det er PopLlama der i samarbejde med en AIDS fond har udgivet en støtte plade. Pladen består af 20 liveindspilninger med bands på The Crocodile. Jeg begynder efterhånden at føle mig jeg hjemme, da jeg kan konstatere at jeg allerede kender en eller flere personer i mindst halvdelen af de bands der er på pladen.
Jeg taler med Jason Finn fra The Presidents of The United States of America, som vel må betegnes som den seneste internationale succes fra Seattle. Også Jason er helt vild med Sharing Patrol, og mindes sine sidste koncertoplevelser med bandet, tilbage i '83 "They were my favorite band !". Jason vil have Sharing som opvarmning, når de skal spille i Skandinavien og/eller Holland "I mean, if you wan't - I guess you guys are huge over. Det er iøvrigt tydeligt at Jason er lidt af et party animal.
Også lang snak med Don Blackstone fra Gas Huffer. Uafhængigt af Jason, vil han også arbejde på at spille sammen med Sharing Patrol i Europa.. Don har gået i klasse med Jonathan, og så før i tiden enormt meget op til ham. - "I still do, I think". Jonathan var i flg. Don klassens store sportsmand. Don fortalte til Jakob at han (som alle de andre) tilbragte en stor del af sin ungdom som forelsket i Jonathan's søster Lindsey, vidst nok uden held. Han havde Jonathan's far Syd, som lærer, og Don erklærer at Syd var det voksne menneske der gjorde størst indtryk på ham i hans opvækst.
For et par år siden stødte jeg på en fyr til en Sharing Patrol koncert i århus der hårdnakket påstod at Mudhoney havde indspillet et af vores numre, han havde titel og det hele. Han vidste det med sikkerhed da han havde hørt Steve Turner (forsangeren) sige det til en koncert i den grå hal. Jeg mødte trommeslager Dan Peters og spurgte ham om han kendte noget til den historie. Han sagde 'Oh yeahh!! You live up in Norway or something, don't you!!. Han sagde at Mudhoney vidste at vi boede på de breddegrader så hver gang de var i området kom Steve altid med en eller anden bemærkning om os. Dan Peters sagde at der var ment som en gestus fra dem til os, og jeg kvitterede med på bandets vegne, at modtage denne. Herlig fyr i øvrigt.
Aftenens højdepunkt er en storstilet prisuddeling som udvikler sig til lidt af en farce. Det er ikke de bevingede ord der mangler når konferencien skal udtrykke hvilket storartet projekt der her er tale om. Der bliver uddelt mindst 30 priser, et til hvert af de 20 bands og resten til grafikere, folk på The Crocodile, aktive i AIDS fonden etc. Det er i det hele taget en temmelig paradoksal forestilling. På den ene side højtidelig amerikansk selvros og rygklapperi og på den anden side hysterisk morsomt og totalt uhøjtideligt. Jason Finn og specielt Kurt Bloch bliver hurtigt salens midtpunkt. De kommenterer højlydt alt hvad der bliver sagt fra scenen, og modtager selv et væld af priser. Kurt modtager konsekvent den ene pris efter den anden, dels for sine egne bands (Fastbacks og YFF) og for alle de bands der ikke er til stede. Ca. 10-12 gang hopper han med armene i vejret op på scenen til folks udelte jubel, trykker de samme tre mennesker i hånden (den ene er Conrad Uno), fyrer noget uforståeligt rock'n roll ævl af i mikrofonen, hopper ned fra scenen og begynder sammen med Jason Finn at larme og kommentere igen. Jan, Jakob og mig kigger på hinanden og det er tydeligt at vi alle tre trækker store veksler på smilebåndene. Det går endnu en gang op for os at "Kurt Bloch is something else".
Mandag 22. Januar
Da jeg ankommer til studiet står Andrew McKaeg med hovedtelefonerne presset ind mod tindingen og med bredt smil på læben. Han hører vores version af I don't need no Doctor og spørger bagefter om vi ikke har brug for en ekstra guitarist i bandet, han er i hvert fald parat. Vi mixer A Little Sugar. Tad kommer forbi og er lykkelig. Kurt sagde et par dage tidligere om nummeret, "It got one name written all over it..Tad Hutchison". Vi spiser på The Spaghetti Factory hvilket udvikler sig til en lettere hysterisk oplevelse. Kurt og Tad er latent sprængfarlige sammen. De har begge en særdeles veludviklet humoristisk sans, som ofte eksploderer når de er sammen. Da den kvindelige tjener indleder med nogle absurde bemærkninger ved jeg at det kommer til at ende galt (næsten hver sætning slutter med "and it's not my fault"). Forløbet udvikler sig hysterisk morsomt og jeg er så tæt på at brække mig af grin som jeg nogensinde har været (da forløbet kulminerer har jeg naturligvis lige afsluttet et kæmpemåltid). Jeg vakler til sidst ud på toilettet og føler at min sidste time er nær. Jeg overlever, men det er tæt på.
Johnny misser denne omgang på The Spaghetti Factory. En gammel flamme, der i øvrigt har tilbragt adskillige år som fotomodel i Paris har ringet til ham og inviteret ham på middag.
Tilbage i studiet skal vi se en film "Hype" der få dage senere har verdenspremiere på Robert Redford's filmfestival 'Sundance' i Utah. Den er lavet af en af Jim's venner Doug Pray og handler om musikscenen i Seattle fra midten af 80'erne til i dag. Virkelig fed film, ikke mindst i kraft af at de sidste 2-3 ugers oplevelser, der er virkelig nogle ting der bliver sat på plads. Filmen indeholder bl.a. en række geniale sekvenser med The Fellows og Fastbacks og en hæsblæsende live pirat optagelse af Nirvanas uropførelse af 'Smells like Teen Spirit', på en lille Seattle klub. Kurt var tilstede sammen med SubPop direktør Jonathan Poneman, og sagde at de dengang stod måbende og kiggede på hinanden.
Jonathan og Tad var kørt over til Jim for at hente Hype og nogle andre videoer i Tad's bil. (Her skal det tilføjes at Jim og Tad er strålende venner men derudover betragter hinanden med den største skepsis). Efter at videoerne var hentet skulle de hente øl etc., hvilket gav Tad lejlighed til at formulere, såvel som illustrere en teori om begrebet 'frihed' overfor Jonathan. Det går ud på at man lader bilen stå ulåst med nøglerne i tændingen midt på parkeringspladsen mens man køber ind. At foretage denne handling ganske afslappet er ifølge Tad's teori den absolutte følelse af personlig harmoni, i.e. frihed.
Efterfølgende spørger Jonathan hvordan denne teori forholder sig til det at Jim's videoer undervejs har ligget inde i bilen. Koldsveden og 'oh shit!' bryder ud fra Tad, men han kan ånde lettet op, de er der stadigvæk. Tad får i øvrigt visse men af opholdet på The Spaghetti Factory, da såkaldt 'Butt-soup' pludselig melder sin ankomst, så vi ser ikke mere til ham denne dag.
Tidligere på dagen fik vi set 'Deep Purple- Heavy metal pioneers', ren Spinal Tap.
Tirsdag 23 Januar.
Mixer The Leech, This Passion og Something Good. Vi tager til det såkaldte U-District for at spise aftensmad. Tad er på banen igen, 'no more butt-soup'. Jeg er med Johnny og Jakob i en genbrugs foretning. Ejeren (en pige i 20érne kommer hen til Johnny). Hun spørger hvordan han har det og fortæller at hun har boet hos ham i Kbh. et par dage med sin tidligere kæreste. Johnny er tydeligt desorienteret men genvinder fatningen, hun spørger hvordan Lene (Johnny's kone) har det etc. Jeg går ind i en pladeforetningen nær ved. Der er en person i butikken, han siger 'I know you'. Det viser sig at han er tøjbutikindehaverens eks-kæreste, og at de to havde mødtes igen forleden fredag da vi spillede på The University Sportsbar.
Kurt tager tilbage til studiet vi andre dasker lidt omkring. Tad gør på genial vis kur til en ukendt pige der arbejder i en bar hvor vi drikker kaffe. Vi kører forbi det hus hvor Tad, Jim, Johnny, Jonathan og Jeff Ament (Pearl Jam) boede i kollektiv sammen.
Onsdag 24 Januar
Sidste mix-dag. Vi når utroligt nok det hele, ikke mindst takket været vor utrættelige producer Kurt Bloch, der er kørt i døgndrift i hele denne periode. Jan Poulsen laver et langt interview, først med os derefter med Kurt:
Jeg opdager at der ligger en telefonbesked med et ukendt nummer fra min kæreste i DK (nedskrevet på papir, studiets procedure), men ringer ikke tilbage, da det dansk tid er kl. 3 om natten. 5 timer senere ringer telefonen og det er hende. Hendes nøgle er blevet væk og hun kan ikke komme ind. Jan Poulsen skal den efterfølgende dag til Kbh., så vi får lige arrangeret en lille kurér service.
Torsdag 25 Januar
Relativt doven dag. Er ude at shoppe med Johnny, Jonathan, Lene og Malcolm. Jeg får prøvet et par basforstærkere men finder ikke det som jeg vil have, til den pris jeg vil betale.
Kurt rejser om morgenen til Utah da Fastbacks skal spille til Sundance festivalen hvor Hype har verdenspremiere, og SubPop i den anledning afholder en gigantisk fest. Vi er urimeligt fristet til at tage med, men vælger at sove ud i stedet.
Hammi rapporterer at Lulu og Mary-Ellen har ringet og langt besked på hans svarer fra en skilift i Utah, bare for at irritere ham. Hammi er kendt for altid at være der hvor der sker noget. Lulu sagde senere, at hun simpelthen ikke fattede at Hammi ikke var taget med til festen i Utah.
Partygængeren Hammi, der ligeledes er en stor sportsfan, fortæller i øvrigt at han lavede lidt af en brøler til festen efter R.E.M.'s afslutningskoncerter i Atlanta (hvor Scott i øvrigt vidst nok havde inviteret halvdelen af Seattle med). Monica Seles kom op for at snakke med ham, men han var for beruset til at opdage at det var hende, og fandt først ud af det dagen efter. I øvrigt rapporteres det at Jim Courier er en rigtig flink fyr og habil trommeslager og skulle have været rigtigt tilfreds med at blive slået ud af French Open (Vidst nok Agassi), således at han kunne nå REM festen. Han spillede i øvrigt trommer på nogle numre ved koncerten.
Sharing Patrol laver et telefon-interview med Jan Lund, som er Jyllandspostens USA-korrespondent. Han er vældig flink og interesseret, men har vist ikke det store indblik i hverken Sharing's historie, eller Seattle-scenen. Lene (Sangster) er ved at dø af grin.
Paul, Jakob og jeg og jeg tager på Sea-food restaurant. Vi har på forhånd bedt Paul om at finde noget økonomisk overkommeligt. Han og Jack har ry for at spise dyrt, og tjener også begge mange dollars. Seafood restauranten er for dyr! Men Paul spæder i. Middagen er forrygende middag, jeg får laks, Jakob får fiskesuppe + en kæmpe krabbe, som pilles v. Bordet. Jakob bliver i øvrigt sat til at køre bil da Paul er for skæv. Paul fortæller om receptionen på Nevermind (Nirvana). Den var yderst beskeden og der var ikke specielt mange mennesker. Mange af vores venner har været der da Susie, nu radiokontakt chef for SubPop, kom fra Geffen og var meget involveret i Nirvana projektet.
Jakob og jeg går efterfølgende på en nærliggende bar, med et skakspil under armen. Vi bliver lynhurtigt antastet af to jackasses, Eric og Dennis. En ny side af Seattle åbenbares for os. De vil spille dart, så vi spiller. Eric er lille og rødmosset, med skandinaviske aner. Men det giver han fanden I. Han er amerikaner er han. Han ved at Amerika er mulighedernes land. I Amerika kan man gøre præcis hvad man vil. Når nogen udlændinge spørger Eric om man må dit eller dat, siger han altid at i USA kan man gøre lige hvad man vil. Han spørger os med jævne mellemrum om hvad vi har gang i. Dennis er roligere. Han er tilflytter, og hans tidligere kæreste, var vokset op sammen med Stone Gossard fra Pearl Jam, så han havde prøvet at være backstage, og havde herved kommet til den erkendelse at de var ligesom almindelige mennesker. Dennis har rejst i Europa, og synes at Europa er meget mere sofistikeret end USA. De vil helt sikkert komme til koncerten i morgen, og vil se SuperBowl med os om søndagen, vil have os med på skitur og div. Andre arrangementer. De vil også gerne slæbe gear, hvis det sku' være.
Fredag 26 Januar
I løbet af de forgangne dage har vi set meget til Hammi, men rent faktisk har det været lidt småt med at få taget nogle billeder. I dag er det til gengæld den store foto-session dag. Vi starter selvfølgelig på Vera's hvor vi får amerikansk morgenmad ( vi har i øvrigt lagt os godt ud allesammen). Der bliver taget nærbilleder af bacon og andet godt.
Efterfølgende besøger vi Lou Alexander i hans scooter shop. Han var Sharing Patrol«s første bassist og har besøgt København i sommeren 95 (efterfølgende besøgte han Dublin hvor rygtet vil vide at der blev afholdt 6 'farewell-parties' for ham inden han rejste. Hans scooter-shop er meget populær og han har alle rockstjernernes scootere stående, Dave Grohl (Nirvana, Foo Figthers), Eddie Vedder og kone's, Mudhoney's forsanger etc. Vi får taget nogle absolut tåbelige billeder, hvilket holder humøret oppe.
Det helt store projekt er at få taget et billede af Sharing is caring sloganet som er påklistret visse busser. Det er Frelsens Hær's slogan, vi må simpelthen fotograferes foran sådan en bus. Problemet er at ingen af os har set nogle sharing is caring busser i over en uge, vi frygter at alle reklamerne er pillet ned. Vi tager på busterminalen men ikke en skid kan vi finde. Tiden er knap og vi begiver os mod en anden location. Pludselig ser vi en af de eftertragtede busser, i modsat køreretning naturligvis. Det skal her tilføjes at vi befinder os på hhv. 1st og 2nd Ave. I myldretiden, hvilket er lig med trafik kaos. Johnny kører bilen men overlader i en fart rattet til Jakob. Vi får indhentet bussen og kaster os ud af bilen, løber ud på gaden bagved bussen, men Hammi lige i det øjeblik han har fået stillet skarpt kører bussen. Ind i bilen igen og den vilde jagt fortsætter i Seattle down-town. Et par biler når at komme imellem os men bussen er ikke tabt af syne. Bussen holder igen og hele holdet vælter ud. Denne gang når vi det under vild jubel, en forbipasserende japansk turist ser måbende til, og da vi er på vej væk råder han at vi skal vente da han også vil have et billede. Det er åbenlyst at han ikke aner hvad der foregår, men han er overbevist om at det er noget meget vigtigt. Japaneren vinker og smiler til os, og vi føler os mindst som Indiana Jones, vores mission er fuldført.
Om aftenen skal vi spille den koncert vi har set mest frem til inden afrejsen. Huge Spacebird (genialt navn), Sharing Patrol og The Fastbacks. Det foregår på Sit & Spin, hvor vi ugen forinden så Ken Stringfellow's solo-optræden. Et fantastisk koncept, Forrest et cafe-lokale, med et tilstødende møntvaskeri. Fed kombination, som også bliver udnyttet flittigt. Bagerst live-rummet. Overalt hænger der mangeartede, afskyelige afskygninger af lamper, i alle farver. Selve koncertlokalet er også ren kitch, men godt udtænkt og indrettet i forhold til scenens og publikums placering. Alle kan se, mange siddende.
Der kommer voldsomt gang i den om aftenen. Måske ikke vores bedst spillede men absolut den mest begivenhedsrige koncert på denne USA tur. Stemningen er god og arrangørerne melder 'alt udsolgt'. Huge Spacebird lægger ud. Det er hardcore rock, med et stænk Ramones. Udmærket, uden at være overvældende. Vi går på som nummer to og får en heftig modtagelse. Det kører derudaf, de få stille numre er rent lort ellers sidder det i skabet. Det lykkes for Johnny at tage fusen på Kurt. Et af Kurt's faste tricks er at smide sin guitar ud til en blandt publikum, så må vedkommende spille videre efter bedste evne. Kurt kommer op for at rette på et netop væltet mikrofonstativ under No Doctor og pludselig har han Johnny's guitar om halsen. Johnny løber ud blandt publikum og Kurt indser at der ikke er nogen vej udenom. Jonathan og jeg jammer ca. 5 minutter hvor efter han elegant fanger et break, og uden at musikken går i stå har Johnny fået guitaren om halsen igen og når mikrofonen præcis da omkvædet sætter ind. Sådan!!
Fastbacks slutter af på fantastisk vis på trods af at vi forinden har smadret P.A.'et hvilket betyder at vokalen mest af alt lyder som en rundsav. Vi begynder hurtigt at deltage i en lokal sportsgren som går ud på at kaste sit tomme (eller næsten tomme) plastik ølkrus efter bandet, især Kurt. Kurt får vel en 2-300 tomme ølbægre i hovedet, får gennemført et antal hop der vel tilsvarer en gennemsnit kængurus årsforbrug og trykket den i øvrigt totalt af.
Efter koncerten kører Lulu (Fastbacks guitarist og filmproducer), Jakob, Lisa og jeg ud til Jack og Paul, hvor vi drikker whisky, ryger pot og hører Jam og Clash, senere Little Feat. Paul har fundet vinylen frem og mindes gamle hippiedage. Paul mener at det har været en stor dag og fortæller at både the Presidents og Pearl Jam var der for at se os spille, hvilket i praksis vil sige Jason Finn (som gentog planer om at spille med os og i øvrigt kunne fortælle at også Dave fra Presidents er gammel hardcore Sharing Patrol fan) og Mike McCready, en af Pearl Jam guitaristerne.
Og endnu en gang kan man komme videre til tredie del ved at trykke her.
