Tuxen's dagbog om the Sharing Patrol's ophold i Seattle under indspilning af deres seneste CD er temmelig langt og derfor delt op på tre filer. Den første findes på denne side, efter navnelisten. Det er sikkert en god ide at gem den på harddisken til senere brug.
Young Fresh Fellows: (se i øvrigt. Jan Sneum's nye Rockleksikon.)
· Scott McCaughey: Forsanger, sangskriver og guitarist. Har udgivet en række soloplader , pt. Under navnet The Minus Five med Peter Buck (REM) og John & Ken fra The Posies. Har i årevis arbejdet på PopLlama Records. Var sidste år ekstra musiker på REM's verdensturné. Skrev i ca. 1986, 'The Sharing Patrol Theme' som en hyldest til os. Udgivet på YFF-albummet Topsy Turvy.
· Jim Sangster. Johnny's storebror. Bassist i YFF, guitarist i Country/rock bandet The Picketts og guitarist i Roy Loney & The Longshots. Jakobs vært under opholdet. Arbejder lejlighedsvis for Jack og for PopLlama.
· Tad Hutchison. Trommeslager YFF og autodidakt grafiker/tegner med meget personlig stil. USA's svar på Monty Python. Ophavsmand til begrebet The Sharing Patrol.
· Kurt Bloch. Guitarist YFF. Som de øvrige, en temmelig legendarisk skikkelse på Seattle-scenen. Guitarist, sangskriver i det 17 år gamle punk-band The Fastbacks . Har de seneste 5 år produceret 30-40 plader.
· Chris Hanzsek : studie ejer, kaldet Wild Bill når han ikke er til stede.
· Mel & Scott: de to teknikere i studiet.
· Pete Gerrald: Tidligere fast teknikker, nu efter eget ønske freelance. Arbejder meget sammen med Kurt. Gjorde en uvurderlig indsats for os i editerings/mastering-fasen.
Jack Hodge . Jonathan's gamle skolekammerat. Min vært under opholdet. Ejeren af Maseratien som kommer til at pryde coveret til Take you there, Jack er også chaufføren på billedet som jeg i skrivende stund regner med bliver brugt. Bygger reklame set-ups og hyrer sine venner til at hjælpe sig.
Paul Roby. Min anden vært og Jacks ven.
Hillary & Mike. Jonathan's søster og hendes mand. Jonathan's værter (også mine de første 4 dage).
Kim Warnick. Bassist og sanger i The Fastbacks. Har derudover arbejdet på SubPop gennem en årrække.
Ken Stringfellow. (også kaldet Ken Posie.) Kim's 10-år yngre mand. Ken udgør sammen med Jon Auer grundstammen i The Posies, de har (som Johnny & Jonathan) spillet sammen siden de var ca. 10-år gamle. Posies har nyt album ude i foråret og kommer i den forbindelse på Europaturné.
Hammi Hammerschmidt. Tysk tilflytter. Fotograf og album-designer. Har taget alle de billeder vi bruger på Take you there. (Hvis ikke yderligere fotos skulle snige sig ind).
Roisin. Guitarist i pige-punk bandet 7 Year Bitch. Er kæreste med Jonathan's gamle skolekammerat Mike Chandler.
Rusty Willoughby. Ankermand i det nyligt opløste Flop. Har lige afsluttet en solo plade for SubPop i Hanzsek studiet. Kæreste med Nicky.
Lulu. Guitarist og sanger i the Fastbacks. Har derudover gjort karriere som filmproducer. Er kendt for at sige sin fuldstændigt uforbeholden mening om alt. I flg. Paul 'The coolest woman in Seattle'.
Susie.4th in command på SubPop. Kom fra Geffen, var meget involveret i Nirvana's karriere. Nevermind var en Geffen/SubPop co-production. Gift med Chris der arbejder for Jack.
Jason Finn: Trommeslager i The Presidents of the United States of America, i øvrigt en af de tidligere trommeslagere i The Fastbacks.
Mike Musburger. Fastbacks trommeslager, tidligere bl.a The Posies, men endte i håndgemæng med Ken.
Conrad Uno: Ejer af PopLlama Records og Egg Studio, er i øvrigt producer på de fleste af de ting han udgiver. Har sin første kassesucces hjemme med The PresidentsOfTheUnitedStatesOfAmerica (hvor han også producerer), som dog er blevet licencieret til Columbia Records. Udgav i 1983 kassettebåndet "They share We share and then we all og out for supper" med The Sharing Patrol.
Don Blackstone: Bassist i Gas Huffer. Jonathan's gamle skolekammerat
Syd Stibbard: Jonathan's far, eminent karikatur tegner.
Lene & Malcolm Sangster: Johnny's kone og søn.
Sundance: Robert Redford's vidst nok 'alternative' filmfestival i Utah. Ikke at forveksle med vores danske pladeselskab.
Fredag 5 Januar
Vi (Tuxen og Jonathan) ankommer til Seatac airport udenfor Seattle. Vi er lettere kvæstede da vi dagen forinden har spillet med Dogfood på RUST, dyrket nattelivet, pakket midt om natten osv. . M.a.o. har vi sovet 1-2 timer hver, så vi sidder lidt med fornemmelsen af at der er lagt i ovnen til en solid gang jetlag.
Det går rimelig let for os begge at komme igennem tolden. Ikke alt for besværlige spørgsmål om de medbragte musikinstrumenter, hvilket vil sige en bas, en lilletromme + div. stativer og bækkener. En lille halv time efter at flyet er landet står vi udenfor ankomsthallen og spejder efter Jonathan's søster Hillary. Hun er imidlertid ikke til at få øje på, hvilket er et problem da hun skal give Jonathan en billet da han skal direkte videre til Portland i Oregon, hvor han skal besøge sine forældre som han i øvrigt ikke har set i 7 år, ligesom resten af hans familie.
Da vi har gået og ledt efter hende i en times tid begynder vi at blive en anelse nervøse. Men pludselig dukker hun selvfølgelig op, Jonathan når sit fly, jeg bliver sat af ved et nærliggende storcenter hvor jeg skal fordrive tiden indtil hun er færdig med at arbejde. Jeg er ved at omkomme af træthed, men får købt nogle CD-er etc. Jeg føler mig dog rimelig forvirret over at skulle forholde mig til samtlige ekspedienters, muligvis velmente, men også særdeles påtrængende "How are you doing today, sir, how can I help you ?. Jeg har mest af alt lyst til at tage en sæk over hovedet og gå for mig selv uden at snakke med nogen overhovedet. Hillary bliver nødt til at arbejde over men jeg siger at det er helt i orden da jeg har et blad som jeg er igang med at læse. Da hun kommer ind for at hente mig 1/2 time senere sidder jeg på stolen og sover. Aften tilbringes på en udmærket restaurant i godt selskab med Hillary og hendes mand Mike.
Lørdag 6 Januar
Ultra lavt aktivitets niveau, jeg går ikke udenfor en dør, men sidder på mit værelse med udsigt over East lake. En typisk regnvejrsdag, dem er der mange af erfarer jeg senere. Jeg sidder skiftevis og zapper på flimmeren og genoplever hvor utrolig tyndt og overgearet amerikansk fjernsyn er og læser Dostovjevski's Dobbeltgængeren", den ultimative kontrast. Johnny ringer fra Las Vegas og byder velkommen til USA og det er nogenlunde hvad der sker denne lørdag.
Søndag 7 januar
Starter dagen med at se en kvartfinale i amerikansk professionel Football, høj underholdningsværdi. I løbet af eftermiddagen er Sharing Patrol samlet for første gang siden midten af December og denne gang i Seattle, Washington. Johnny har sin mormors Volvo stationcar og vi sætter straks kursen mod vores producer Kurt Bloch's, absolut legendariske rock'n roll bungalow. Ved siden af huset står en rusten men stilfuld gammel Jaguar. Da vi træder ind i huset er hele The Young Fresh Fellows samlet i stuen som primært består af kasser, guitarer, signerede Kiss plader og besynderlige malerier. Nedenunder er der øvelokale og mørkekammer. I øvrigt indeholder huset en LP/MC/CD samling som ethvert musikbibliotek ville være grøn af misundelse over, og Kurt's ca. 40 guitarer (primært Gibson-modeller).
Den gensidige gensynsglæde med os og The Fellows vil ingen ende tage, og flere gange lyder det "You are actually in Seattle". Vi ender på "The University Sportsbar" hvor vi skal spille koncert den 12. Tjeneren Joey hilser meget venligt på os og viser os en plakat for jobbet den følgende fredag. Ham og Jim Sangster er guitarister i Roy Loney & The Longshots som vi skal spille med. Min senere husvært Jack, dukker op, solidt beruset. Han taler fuldstændigt sort snak i et rablende tempo hele tiden, og pludselig kører der high/speed jokes mellem folk, jetlaget sniger sig ind - jeg kan ikke følge med og siger. "Stop, Jack, jeg er europæer, og jeg fatter ikke et ord af hvad der foregår."
Scott fortæller om REM turneen (Scott var en af to ekstra musikere på REM's verdensturné), og fortæller om alle de forskellige bands de har spillet med, Oasis, Raiohead, Grant Lee Buffalo etc. Han siger at det var vildt sjovt, men at han nu er parat til at tage på turne, hvor han sover på gulvet hos folk igen. Han er meget interesseret i at høre om Sharing Patrol og også om Dogfood og siger at vi endelig må give ham materiale, da han kender pladeselskaber i Japan, Spanien ,USA og andre stæder der måske kunne være interesseret. Han taler om at Scott Litt's (REM producer) nye selskab under Geffen, måske ville passe godt til Sharing Patrol.
Da vi står ude på gaden ser vi Tad (YFF -trommer) og ser at der er buler i bilen. Han fortæller at han og en af hans venner har en konkurrence kørende, som går ud på at de drikker sig skide fulde, sætter sig i hver sin bil - derefter kører de ind i hinanden, så gælder det om at beskadige den andens bil mest muligt og slippe uskadt selv. Hvis ens bil efterfølgende ikke kan køre hjem har man tabt. Tad's bil har visse skavanker men han fortæller at han har vundet den interne konkurrence, da makkerens kofanger faldt af under den sidste dyst.
Det begynder langsomt gå op for mig at folk kører rundt i nogle heftige branderter. Jeg tror ikke at Jack nogen sinde har siddet i en bus, hans indledende bemærkning til mig var, "what kind of a car do you like". Han var tilfreds med svaret "Your car", han har i øvrigt 5 (det skal bemærkes at Take You There forsiden er Jack's Maserati model 1965.) det skal nævnes at Jack er af Jonathan's tidligere skolekammerater og gode ven, der bl.a har været to gange på besøg i København.
Jeg har fornemmelsen af at nu er jeg for alvor ankommet. Folk er absolut vanvittige, men vi føler os særdeles velkomne.
Mandag 8 januar
Vi bruger dagen på at hente gear rundt omkring som folk velvilligt låner til os. Vi hænger ud hos Kurt og bruger hans øvelokale. Det er dejligt at spille materialet igennem. Det sidder fint på trods af at vi ikke rigtigt har spillet sammen i over en måned. Vi hygger os sammen med Kurt i hans rockmuseum af en bungalow. Da vi går hjem om aftenen føler vi os fuldstændig klar til morgendagen, hvor vi skal i gang med rejsens hoved formål, nemlig at lave vores fjerde full-length album.
Tirsdag 9 januar
Vi ankommer til Hanzsek studio. Hvis man var blot en anelse geografisk/historisk desorienteret ville man antage at Hanzsek studio var en bunker der havde klaret sig igennem 2. Verdenskrig. Sagt på en anden måde, Hanzsek er ikke nogen ydre skønshedsåbenbaring.
Det ændrede sig straks da vi trådte indenfor. Flinke folk, der bød os velkommen. En halvskaldet studie ejer Chris, en ultralanghåret teknikker Scott, og en særdeles outreret punkpige, Mel, der er stedets anden teknikker.
Johnny er syg, hvid i hovedet og er ude at skide mindst en gang i timen. Jeg har lånt SVT Ampeg gear af Jim Sangster, enhver bassists ønskedrøm, og det virker !!!!!
Vi får sat op og studiet lyder dejligt. Det bliver ikke til nogen færdige takes, men Derailed er tæt på, allerede den første dag.
Jeg er imellem tiden flyttet over til Jack og hans ven Paul, en 40-årig medicinal forsker, teknologi freak og ghost-writer, helt anden type end Jack, men flink fyr ham også. De har røv meget plads, tjener begge en masse penge, og er nogen totale rodehoveder
Onsdag 10 Januar
Næste morgen er det dejligt solskinsvejr. Jack kører den hellige Maserati ud af garagen, og i bedste James Bond stil henter vi Jonathan over hos hans søster Hillary. Motoren lyder genialt når man gasser op, vi nyder blærerøvsturen i fulde drag.
Derefter tager vi over på et bageri/konditori i Ballard tæt ved studiet, som senere udvikler sig til at blive mit stamsted om formiddagen.
Her møder vi en af Jack's veninder Roisin, som er guitarist i det lokale pige-punk band, 7 Year Bitch. Jeg husker at have set dem på plakater i København, og ganske rigtigt havde de været på tur med Psyched up Janis. Det var i flg. Roisin en udmærket oplevelse, og hun taler om den der lille bitte ø de spillede på, men jeg kan desværre ikke hjælpe hende, og fortæller hende at der altså er en del små ø'er i Danmark. Det viser sig at hendes kæreste Mike Chandler en af Jonathan's og Jack's gamle skole kammerater fra Lopez Island (en lille ø i Wash. State tæt ved Canada). Vi bliver inviteret til koncert med 7 Year Bitch den følgende lørdag, hvor et lokalt band med bl.a. Mike McCready (Pearl Jam) varmer op.
Dagen forinden havde vi ikke helt fået samlet det trommegear sammen som vi havde håbet på. Tad (YFF) kom med en del og Kurt havde en del ting og sager, derudover andre kilder jeg ikke kender. Men gulvtam situation var ikke helt på toppen. Kurt kan imidlertid fortælle at han havde en noget speciel oplevelse da han kom hjem i går. På verandaen udenfor hans bungalow stod der i flg. Kurt "Two drunk drummers" med hver sin gulvtam til os da de havde hørt at vi manglede trommegear. De to var Mike Musburger (Fastback m.m. og tidl. Posies) og Jason Finn (Presidents of the United States ). Med deres gear har vi de sidste brikker på plads, og vi får en meget tilfredsstillende trommelyd i studiet.
Johnny er stadig syg men indspilningerne går strygende, vi når at indspille grundspor (bas, trommer og guitar) til 5 numre. Ny rekord i Sharing Patrol's historie. Vores tyske fotograf ven Hammi kommer forbi og vi snakker om hvilke billeder vi skal tage. Dagen igennem kommer der forskellige gæster forbi studiet, en hyggelig omstændighed der viser sig at skabe præcedens. Det indvirker åbenbart positivt på os, da vi har det med at få lavet de endelige 'takes' når der er gæster. Denne dag kommer bl.a. Rusty Willoughby forbi. Han var forsanger i det nyligt opløste FLOP, og har lige afsluttet et solo album for SubPop i Hanzsek hvor han spiller alt selv.
Vi får vores første, men ikke sidste, tur på mexicansk restaurant, som er forrygende billigt her i Seattle.
Torsdag 11 Januar
Vi kan ikke helt leve op til gårsdagens aktivitetsniveau. Der er opstået visse tekniske problemer med 24-spors maskinen. Studieejer Chris er rasende, da en unavngivet teknikker ikke har indstillet den ordentligt.
Efter utallige forgæves forsøg på at få telefonkontakt med min søn, der er på forældreorlov med sin mor i El Salvador lykkedes det endeligt. (der er en telefon i den landsby hvor de opholder sig).
Vi kommer først i gang kl. 16, men når at få Pretend og Time to Live i kassen. To af de svære.
Besøgene i studiet fortsætter. Roisin kommer for at få vejledning af Kurt i et guitarkøb, Scott McCaughey kommer forbi, drikker kaffe og er meget smilende. Vi spiller et par numre for ham og aftaler at han skal komme en gang i den følgende uge og medvirke som gæstemusiker. Mike Chandler kommer forbi , vi spiser italiensk. Jim Sangster og bassisten i The Longshots kommer forbi og siger at de glæder sig til morgendagen. Slutter sent.
Fredag 12 Januar
En særdeles begivenhedsrig dag tager sin begyndelse. Mike Musburger (one drunk drummer) er i studiet med Kurt da jeg ankommer. Han vil vide alt om Sharing Patrol, præcist hvor mange udgivelser vi har haft, hvor mange singler der er blevet udgivet pr. album etc., han vil have fat i det hele, siger han. Han bifalder det kraftigt da jeg viser ham 'The Sharing Patrol' (1990) en udgivelse han ikke kendte til.
Hammi kommer forbi efter at været ude at spille golf med Jim Sangster og nærmest blevet flået. Der er stress på med indspilningerne da vi skal ud at spille om aftenen, en situation vi er fuldstændigt uforberedte på. Vi har ikke haft en koncert sammen siden August og i efteråret har vi kun været i øvelokalet hvor vi typisk har øvet vokal og musik separat.
Vi få Jack til at hente os i en af hans fem biler, en gigantisk truck, som vi snildt ville kunne bruge som tur bus. Det bliver den også jævnligt brugt til herovre, specielt af FLOP. Jack illustrerer for mig hvor mange buler etc. de har fået lavet. Heldigvis når vi at få banket to grundspor på plads inden vi drager mod The University Sportsbar.
Pludselig står vi der, vi er det første band ud af 3 der skal spille. Vi kender ikke gearet vi skal spille på. Bas og guitar forstærkerne står modsat på scenen end hvad vi er vandt til, monitorerne er mikroskopiske, vi kan lige få et slags hul-igennem soundcheck, lave sætliste og så skal vi i øvrigt spille om 10 minutter får vi at vide.
Nerverne begynder pludseligt at snige sig ind. De lokale sønner er endelig vendt hjem efter 12 års eksil i Europa. Men som jeg siger til Johnny på bedste danglish "Tag det roligt, it's just another Seattle show". Og folk er virkelig kommet, foruden Jonathan's fuldtallige familie, her iblandt 3 storesøstre, tæller publikum bl.a., alle fire Young Fresh Fellows medlemmer, Conrad Uno fra PopLlama Records, Jason Finn fra The Presidents of The USA, Ken Stringfellow (Posies) 2 Fastbacks medlemmer, 7 Year Bitch medlemmer, Pat Riley fra Stone Gossards (Pearl Jam) pladeselskab, + en række af Johnny og Jonathan's gamle venner i og uden for musikbranchen.
Vi går på, det går fint, men pludselig spiller vi et par håbløse numre. Derefter giver vi fanden i vold, og resten af sættet kører meget tilfredsstillende, omstændighederne taget i betragtning. Vi får overvældende respons, The Fellows er helt oppe at køre, Jim Sangster siger "You blew everyone away, nobody plays that type of music around here", min anden husvært siger " you sound like Grand Funk", Kim Warnick (Fastbacks sanger og bassist og SubPop medarbejder, som Kurt Bloch en Seattle legende) er fuldstændigt oppe at køre. Hun nærmest overfalder Jonathan, men han fatter ikke et ord af hvad kvindemennesket siger til ham. Kurt Bloch må i al larmen oversætte til Jonathan hvad hun mener. Til sidst siger Kim til Jonathan "Do you speak english ?"
Jeg møder Conrad Uno. Inden koncerten sagde han, "so you are Tuxen, I've heard a lot about you", nu siger han "Great show", giver en bajer, og forsvinder i mængden med Jason Finn.
Inden Koncerten havde vi aftalt at vi ville tage tilbage til studiet for at indspille ' I don't Need No Doctor' , jeg regner med at det er blæst af da klokken har passeret midnat, men Johnny er frisk. Vi sender Kurt ud efter bajere, som jeg i øvrigt selv har fået smagt en del af på dette tidspunkt af aftenen. Vi kører med Jack tilbage til studiet.
Vi stiller op og begynder at jamme. 2-3 af Jonathan's familiemedlemmer dukker op, Jonathan's gamle skolekammerat Don Blackstone fra Gas Huffer dukker op, og pludselig er der party-time i studiet.
Det andet take af ' I don't Need No Doctor' kører udmærket. Jeg har hovedet vendt mod Jonathan, og får lidt af et chok da jeg pludselig drejer hovedet. Inde i selve indspilningsrummet står Kurt Bloch og flipper fuldstændigt ud, vi spiller videre og er ved at omkomme af grin. Kurt fortæller bagefter at han var så bange for at vi ville stoppe med at spille, da han syntes at pågældende version var totalt i kassen, at han måtte foretage sig et eller andet for at vi ikke stoppede. det gjorde vi ikke. Lyt selv, I don't need no Doctor, 9 min. 45 sek.
Nu sagde enhver logik at vi skulle hjem og sove, men vi valgte at tage en musikalsk sovepille først, nemlig Ocean of Despair, en af denne sessions langsomste og roligste numre. Vi landede og fik grundsporet i kassen. Endnu en megadag er slut.
Lørdag 13 Januar
Efter noget besvæ r får vi det sidste grundspor 'This Passion' i kassen. Jonathan's far Syd kommer og laver 15-20 tegninger af os i studiet. Vi er meget glade for det endelige take af This Passion, og Johnny føler sig inspireret til at tage lead vokalen med det samme.
Kort efter kommer Jim Sangster forbi med Steve Berlin, der skal producere det næste album med The Picketts. The Picketts er et country-band som bl.a Jim og Scott's kone Christy er med i. Steve Berlin spiller saxofon i Los Lobos og har produceret en række plader. Vi kommer i snak med Steve Berlin om to aldeles legendariske Los Lobos koncerter i Kbh. Dels Ungdomshuset (ja, det er rigtigt) i 1984 og i Montmartre 1988. Han husker vidst specielt den sidste optræden. Det er sjovt at iagttage ham, man kan virkelig se at det er en musiker man har med at gøre. Han lytter til 'This Passion' uden at fortrække en mine, indtil passagen i det sidste omkvæd hvor Jonathan vender trommerytmen om, da kommer det store smil frem, prompte. Vi bliver enige om at Jonathan er The Bad Man.
Mike Chandler kommer forbi med en 7 Year Bitch CD til mig fra Roisin. Det er meningen at jeg skal ind til koncerten, men dels er jeg for smadret, Hammi tilbyder mig godt nok at låne sin bil, men det passer i det hele taget ikke skide godt.
Senere på aftenen har vi en heavy Deep Purple lytning kørende. Kurt har nærmest alt der optaget med Deep Purple live i perioden 70-73, ofte både på CD og LP. Han er meget imponeret over os og siger senere til Kim i Fastbacks, at vi er det eneste band han kender der kan alle riffene og markeringerne uden ad på Made in Japan.
Søndag 14 Januar
Diverse lead & backing vokaler kommer i kassen. Vi er på favorit stedet , den mexicanske Jalisco for at spise. Da vi kommer tilbage er der pludselig en masse mennesker i studiet. Jack giver sig til at spille trommer, Mike & Roisin kommer forbi og Tad fortæller jokes.
Jeg falder i søvn på sofaen. Jeg bliver vækket op og får at vide at det er tid til No Doctor backing vokal. Det gå stærkt, umiddelbart bagefter lægger jeg mig på sofaen igen og i følge de andre begynder jeg at snorke ca. 1 minut senere.
Mandag 15 januar
Jack og Hammi har fået skaffet det dyre gear til at tage Maserati billederne (forsiden af Take You There), men som så ofte før regner det i Seattle. Da det endelig holder op, bliver der taget nogle prøve billeder, men desværre det er for sent på dagen, det er for mørkt.
Johnny synger 'The Leech' i et take, og 'Derailed' i nærmest et. Tad Hutchison lægger vejen forbi, og han medvirker på koret til 'Something Good'. Humøret er højt, men vi har travlt, så det bliver som sædvanligt en session på 14-15 timer.
Tirsdag 16 Januar
Ken Stringfellow fra The Posies kommer til studiet. Jon Auer (den anden hovedperson i Posies) er desværre blevet syg og kan ikke være med. Ken fortæller om den nye Posies plade, de har lavet nogle mix med Pearl Jam's lydmand, så de oprindelige planer om at Brendan O'Brian skal mixe ser ud til at blive droppet. Ken siger at han har meddelt deres booking/bureau at Sharing Patrol er et af de bands de er meget interesseret i at spille sammen med på deres Europaturne. Han ved endnu ikke om de skal headline eller spille support til noget større, han foretrækker selv det sidste.
Ken begynder at spille klaver til 'A Little Sugar' og det tager ikke lang tid før de store smil begynder at brede sig i kontrol rummet. Bagefter beder vi ham om at komme med nogle vokal ideer ( Ken kan synge rent i et utroligt højt toneleje). Han siger at nummeret virker fuldstændigt færdigt, men han finder en enkelt korstemme på slutningen, og det lykkedes ham virkelig at farve nummeret.
Vi forsætter i godt humør men under et ikke ubetydeligt tidspres. Som det sidste den dag indspiller Johnny lead-vokal til 'Ocean of Despair'. For at få en tilstrækkelig sløret effekt frem, står Jonathan på en stol og svinger mikrofonen over Johnny's hoved. Kurt finder senere ud af at det ikke var en 200-300$ mikrofon som han troede men en til 1200$. Han siger at hvis studiets ejer var kommet ind i studiet i det øjeblik ville han have gået amok. "Wild Bill would bust a nut" (Kurt har tilfældigt fundet ud af at Chris første navn er William) Han er en venlig men også meget bestemt herre, ex. er der totalt rygeforbud overalt i studiet (passer mig fint).
Vores første blok er slut. Hver dag har vi været i studiet et sted mellem 13 og 17 timer.
Onsdag 17 Januar
Off-dag mærkelig fornemmelse. Jonathan rapporter at han denne dag foretager sig absolut og aldeles ingen ting. Johnny tilbringer dagen sammen med familien (Lene & Malcolm er i USA i hele perioden), de spiser tilfældigvis på Jalisco.
Jeg tager en personlig sightseeing tur. Jeg kommer i god snak med en af pigerne i bageriet hvor jeg har spist morgenmad/frokost de sidste 7 dage, og får nogle gode tips til hvad der er at se i byen. Jeg beslutter mig for at tage en færgetur, men ændrer senere beslutningen da det simpelthen er for koldt. Jeg tager bussen ind til down-town hvilket er noget af et chok. Inde i bussen har jeg fornemmelsen af at være i Rusland eller lign., det er helt sikkert at det ikke er 'The upperclass'foretrukne transportmiddel. Folk er fattigt klædte og generelt temmelig deforme. Jeg spørger en pige i bussen om vej. Kort efter fortæller hun at hun er fra Sydafrika og har rejst rundt alene i USA i 18 måneder. Hun er cocktail waitress på en members only Club. Hun giver mig uopfordret sit telefonnummer og siger at hun vil "show me Seattle". Jeg ringer aldrig.
Jeg er chokeret over den utilslørede fattigdom der huserer down-town. Det er tydeligt at et stort antal folk bor på gaden, og nogle tigger virkelig aggressivt. Det virker paradoksalt da det foregår klods op af virkelig flotte og eksklusive bygninger. jeg køber de hjemløses blad (lokalt græsrods initiativ der går ud på at de hjemløse arbejder som avissælgere, skriver i bladet et ca. 75 % af indtægterne går direkte til de hjemløse). Jeg sætter mig og læser bladet på en nærliggende cafe. Det er de hårde emner der er på dagsordenen, men der er kraft i bladet det er tydeligt.
Jeg finder tilfældigvis en bassforretning som jeg har hørt omtalt i forvejen. Der finder jeg et unikum af en forstærker, der dog er temmelig dyr. De er flinke folk og jeg tilbringer et par timer i forretningen. Da jeg kommer ud er det mørkt og jeg beslutter at tage hjem da jeg er lidt utryg ved situationen, da jeg ikke rigtigt har styr på hvor de virkelig hårde kvarterer ligger. I Ballard ser jeg "Get Shorty" (John Travolta, Gene Hackman, Danny de Vito, Rene Russo) for 2$. Derefter mødes jeg med min ene husvært Paul på et lokalt værtshus og spiser min første amerikanske burger. Vi tager hjem, kort efter tropper Jack op og jeg tager med ham på et engelsk værtshus, hvor vi bl.a. møder Kurt og Andrew McKaeg fra San Diego bandet Uncle Joe's Big Ol' Driver.
Torsdag 18 Januar
Jack og jeg henter Jonathan om morgenen, denne gang i noget så dødeligt som i en Audi. Vi tager på bageriet og bliver mødt med ."Hi, Tuxen how are you doing today!." Jeg introducerer Jonathan og tager det som givet at de kender Jack da han har fortalt mig at han kommer der virkelig tit. Lidt efter siger ekspedienten "So are you guys all in the Sharing Patrol". Vi må så forklare at Jack er vores vært. Jack brokker sig bagefter over at de kender mig ved navn allerede, da han efter flere ugentlige besøg i butikken i tre år ikke en gang bliver genkendt. Hammi tropper op i bageriet. Vi tager over til Jack, hvor vi skal møde Johnny der tidligere på dagen har hentet vores manager Jakob og Jan Poulsen fra Danmarks Radio.
Der bliver hørt gammel Black Sabbath og Grand Funk. Jakob bliver installeret hos Jim Sangster, og vi mødes 3-4 timer senere med Lene og Malcolm på en restaurant der ligger klods op af det hus hvor Jonathan er vokset op. Derefter tage vi på in-spisestedet The Spaghetti Factory hvor vi skal møde Kurt og Jim's tildligere kæreste Carol. De hader nu hinanden, har de samme venner, arbejder begge for Jack, så det skaber naturligvis et utal interessante komplikationer. Jack kommer i sit høj-amerikanske gear. Jakob stirrer måbende på ham og er fuldstændigt desorienteret. Jeg mindes min egen debut på University Sportsbar. Selskabet splitter op jeg kører med Hammi i hans stærkt udbankede Saab, (der altid omtaltes hånligt af alle), på det engelske værtshus. Jeg havde en eller anden ide om at jeg skulle tidligt i seng, men det ender med at vi sidder og drikker Glen Fiddisch hjemme hos Jack indtil kl. 3-4 om morgenen.
Det viser sig i øvrigt at Jakob har fået en temmelig hård medfart af de amerikanske toldere ved ankomsten.
