|
|
Lørdag 27 Januar
I dag skal vi spille i Bellingham men vi har rimelig god tid inden vi skal afsted. Jeg havner i Chinatown med Jakob, men der er ikke så meget Chinatown over det, synes vi så vi vandrer lidt rundt. Vi får spist noget fiskesuppe, købt nogle små ting og støder så ind i nogle forrygende gademusikere. Først ser vi en meget 'black' accapella gospel kvartet. Jeg vil antage at aldersforksellen på yngste og ældste medlem er ca 30-40 år. Det er soul så det vil noget, fuldstændigt rytmisk, udadvendt og fedt. Lidt længere nede af gaden ser vi the Spoonman. Jeg regner hurtigt ud at det er Soundgarden's 'Spoonman', og det går temmelig hurtigt op for mig hvorfor de har fået øjnene op for denne gademusikant. Han har et større arsenal af køkkenudstyr liggende foran sig, han er i ført t-shirt, bukser og mohawk, men står i bare tæer i de spæde frostgrader. Han har en gammel gut med hvalros overskæg, spillende på en ustemt dobro-guitar med sig. Han er helt utrolig med sine skeer, han hopper og danser som en anden medicin mand og foretager møllesving som Pete Townsend i sine velmagtsdage ville have ønsket at kunne gøre ham efter. Det er nærmest uhyggeligt at se ham han slår med jævne mellemrum skeerne mod kinden så hårdt at man venter at se kindtænderne falde ud hvert øjeblik det skal være. Dertil kommer at the Spoonman er forrygende underholdende. Han tiltaler alle uafbrudt og ud fra han beretninger kan man forstå at han er ca 50 år gammel. Herlig stemning på denne strækning down-town Seattle.
Kl. 16.30 drager vi af mod Bellingham, som er en universitets-by to timers kørsel mod nord, hvor vi skal spille sidste gig. Udenfor på lys-reklamen, er der annonceret "Sharing Patrol from Holland".
Hammi, Gretchen og The Fellows minus Scott har kørt den berømte Young Fresh Fellows' van til Bellingham, så vi er i godt selskab. Der er klar Twin Peaks stemning i Bellingham, selvom den rigtige location er mere øst fra Seattle. Kimen til Grunge moden går op for mig. Det er simpelthen så pisse koldt!!!!
Det er en virkelig fed klub og vi har en fin aften. Head er det første band. De kører en rendyrket Ramones stil med egne numre, guitarer og bas i knæhøjde osv. Koncerten indeholder 15 sange og varer 25 minutter. Vi er i øvrigt blevet hyret til koncerten da en af fyrene fra Head, havde set at vi skulle spille på Sit & Spin. Han var gammel fan fra starten af 80'erne og tog kontakt til Kurt of fik os booket til Bellingham.
Vi er det andet band. Koncerten er klart mindre begivenhedsrig en dagen før, men vores egen opfattelse er at den musikalske kvalitet er højere i Bellingham. The Fallouts er sidste band. Totalt bonderøvs outfit, men populære og også et udmærket band. Vi får hældt tilstrækkeligt med bajere ned og fortsætter ovre på motellet.
Jakob er blevet navngivet Impact af Tad Hutchison. Jakob tvivler men vi fortæller ham at det er en ære at blive navngivet af selveste Tad Hutchison (The Sharing Patrol deler i øvrigt også denne ære). Vi mener at Impact er meget Mod og helt igennem OK. Forhistorien er at Tad skal fortælle at Jakob og jeg besøgte ham på hans arbejde (Seattle Art Museum), hvilket vi gjorde efter Chinatown i går. Han kunne ikke huske Jakob's navn men det var umuligt for ham at bremse sin fortælling, som instinktivt blev til at "Tuxen and Impact visited me at the Art Museum today". Tad fortæller at navnet simpelthen kom til ham, ja nærmest en religiøs oplevelse.
Kurt har snakket med Mary -Ellen, som fortsat er på Sundance festivalen og kan gennem hende levere dagens bedste historie. Devo spillede til afslutningen hvor alle stjernerne var til stede, bl.a Burt Reynolds og alle Hollywood«s pengemænd. Det er åbenlyst at guitaristens bagdel er temmelig enorm, og der breder sig gradvist en ildelugtende duft i lokalet. Efter 3 kvarter er det klart for enhver at der løber tyktflydende brun væske ned af guitaristens ben. Pludselig tager han bukserne af og er kun iklædt en enorm ble. Efterfølgende tager han hånden indenbords og kaster store brune klumper ud over det paralyserede Hollywood publikum. D'herrer og damer der efterfølgende skal have festtøjet renset, vil kunne konstante at de brune rester stammer fra chokoladebudding. Historien vækker naturligvis udelt jubel på motelværelset i Bellingham.
Søndag 28 Januar
Hold kæft hvor er det da pisse koldt i Bellingham. Det betyder også at alle er på vej det samme sted hen, nemlig til morgenmadsstedet. Jeg delte bord med Jonathan, Kurt og Tad. Det var ikke kedeligt og morgenmaden var i klasse A.
Efter endt fortæring havner vi alle en pladeforretning, og selv om jeg forlængst har besluttet mig for ikke at købe flere CD'er bliver det selvfølgelig til 3-4 stykker alligevel. På vejen tilbage er det så koldt at antifrostvæsken er frøset til is. Det tager temmelig land tid at komme tilbage til Seattle. Jeg bliver sat af hos Jack, for derefter at indfinde mig i studiet igen 45 minutter senere, hvor albummet skal masteres. En af opgaverne på Bellingham turen var at få sangene i den rette rækkefølge og beslutte os for hvorvidt en eller flere skæringer skulle slettes. Efter lang tids diskussion kom vi til enighed.
Pete Gerrald viser sig at være det rene geni til at editere på computer. Der er ikke noget med at sidde og klippe i båndstrimler her, han er lynhurtigt istand til at klippe beats fra eller til på computeren før man har nået at tage en tår af sin kaffe.
Vi har en aftale om at gå ind og se 7 Year Bitch og nogle andre bands hvis vi bliver tidligt færdigt. Men det bliver som så mange gange før en late-nighter, til gengæld er pladen færdig. En aldeles overrumplende Seattle tur er ved at lakke mod enden, og det går op for os at vi faktisk har nået det hele, Take you there er færdig!!
Mandag 29 Januar
Vi har i flere dage snakket om at vi skulle foretage os et eller andet den sidste dag, men det har været vanskeligt at finde de egnede lokaler. Hammi tilbyder dog at vi kan være hos ham. Planen er at købe lidt ost, øl etc., høre den nye CD- master, og derefter tage ud for at bowle.
Jeg starter dagen i bagerforretningen, siger farvel dernede, møder Roisin og Mike, siger farvel til dem da de ikke kan komme til den fest vi skal holde om aftenen. Jeg tager bussen down-town Seattle. Jeg skal ind på Sit & Spin hvor jeg har glemt mit tøj om fredagen. Jeg finder det, køber et par ting, og vender snuden hjem mod Ballard. Vi mødes hos Hammi kl. 19. CD'en lyder som den skal og efter 3-4 timer står der bowling på programmet. Jeg klarer mig rimelig godt men må se mig placeret som den evige nummer to på mit hold, da Tad er et nummer for skrap.
Jeg snakker med Susie fra SubPop og sagde til hende at jeg nu havde fået en væsentlig bedre forståelse for sammenhængen i Seattle-scenen, da jeg aldrig tidligere havde kunnet se hvordan eks. Nirvana og Young Fresh Fellows udsprang fra den samme scene. Hun sagde at YFF var dem der startede det hele. De viste at de kunne gøre det selv, det inspirerede en række andre bands som derefter gjorde det samme.
Nøglen er som Jim siger "go out and see your friends play music". Sammenholdet og det tætte venskab mellem musikerne i Seattle er uden tvivl scenens vigtigste aktiv. Dette indbefatter også at de enkelte bands popularitet i høj grad smitter af på andre bands. De populære bands tager deres venner med på turnŽ. Eksempelvis ønskede Pearl Jam at have Fastbacks med på nogle koncerter her i November (95). Visse Fastbacks medlemmer var lidt beklemte over at skulle spille for 35.000 Pearl Jam fans. Koncerten startede så med at Eddie Vedder går ud og spiller et enkelt nummer solo på akustisk guitar. Efterfølgende siger han "Will you please welcome the Fastbacks, my very good friends from Seattle", Derefter kunne Fastbacks gå på vandet og havde publikums fulde opbakning under hele koncerten.
Tilbage i bowling-hallen ryger der godt med Red Hook's ned, velvidende at det er for sidste gang i denne omgang. Efterhånden er klokken blevet mange vi tager afsked med folk, hvilket er lidt vemodigt ovenpå den kolossale oplevelse det har været for os at være i Seattle. Vi prøver at hyre Kurt som lydmand til vores kommende Danmarksturné, men desværre uden det store held.
Tirsdag 30 Januar
Jeg skal mødes tidligt om morgenen med Jakob og Hammi. Rejsecheckene er udstedt i mit navn og der skal indkasseres nogle da Hammi skal have betaling for sine foto udgifter + lidt til ham selv. Jeg får lige lokket Hammi en tur til altmulig forretningen Chubby & Tubby, hvor f.eks. originale Levis 501 koster 150 kr.
Jeg når lige at pakke mine ting færdigt inden jeg hører Jonathan's stemme i Jacks stue. Han er kommet med Mike & Hillary som kører os i lufthavnen. Det er en helt utrolig smuk dag. Vejret er frostklar og man ser tydeligt at Seattle er omgivet at store bjergkæder, med sneklædte toppe. Vi henter Jakob, siger farvel til Jim, som virkelig har været primus motor i at få os til Seattle, har lånt os brillant bas såvel som guitar gear under opholdet, og sørget for Jakobs ophold.
Ude i lufthavnen er Jonathan's forældre troppet op. Jakob og mig er hysterisk sultne og sluger en sidste burger i os inden afgangen. Vi har købt for ca 50 cents mere end vi har i kontanter, så det er frem med besværlige credit cards. Jakob beder mig om at tage hans håndbagage med hvilket jeg glemmer nærmest før han har sagt det. Da Jakob kommer i tanke om det lidt senere står kufferten stadig ved kassen."Er du klar over at det er master Dat-en der ligger i den kuffert" siger han. Vi fik det hele med hjem. Da vi kommer ud af cafeteriet er alle passageren gået ombord. Vi siger farvel til familien Stibbard og forlader Seattle.
Henrik Tuxen
